Oplev Odense i fuldt flor

I anledning af Odense Blomsterfestival er Odense netop nu i fuldt flor, og bybilledet er smukt udsmykket med alverdens farverige blomster og flotte planter.

Igen i år kan besøgende fra nær og fjern lægge vejen forbi Odense centrum, hvor gader, stræder, pladser og parker er blevet forvandlet til ét stort blomster- og planteparadis i forbindelse med Odense Blomsterfestival, som lige nu finder sted.

Under festivalen kan du for alvor lade dig inspirere af og blive overrasket over de mange eventyrlige kreationer, som så fint pryder og pynter bybilledet. Det gælder også eventyrskulpturerne, som gemmer sig rundt omkring i det centrale Odense.  

Eventyrskulpturerne, der afbilder nogle af de kendte figurer fra H.C. Andersens eventyr, har nemlig også fået en særlig udsmykning og er blevet iklædt smukke blomster og planter.

Du kan f.eks. opleve ’konen med æggene’ flot dekoreret med en smuk og farverig blomsterramme, eller du kan tage en tur forbi ’den standhaftige tinsoldat’, der står udsmykket med en flot, gul blomsterkrans.

Lad sanserne blomstre
Udsmykningen er en del af dette års tema ’Lad sanserne blomstre, ’som er baseret på et kreativt fundament, der udspringer af H.C. Andersens eventyrlige forfatterskab og univers.  

Alle steder i Andersens forfatterskab symboliserer blomsterne og væksterne på fineste vis en sammenhæng mellem naturens mangfoldighed og eventyrforfatterens drøm om at skabe mangfoldighed, skønhed og åndelig rigdom ved hjælp af fantasien.

En vandring i H.C. Andersens have er derfor intens, sansemættet og lærerig, hvilket netop nu afspejles rundt omkring i Odense by.