Hendes Kongelige Højhed Kronprinsessen åbner Odense Blomsterfestival 2022

Hendes Kongelige Højhed Kronprinsessen forestår den officielle åbning af Odense Blomsterfestival den 18. august 2022 kl. 17.00. Odense Blomsterfestival er en del af H.C. Andersen Festivals og afholdes fra torsdag 18. august til søndag 21. august.

I ti år har Kronprinsessen været protektor for Odense Blomsterfestival og i anledning af dette jubilæum, vil hun torsdag 18. august forestå åbningen af den 23. udgave af den fire dage lange, smukke og farverige begivenhed i Odenses centrum.

”Det er en stor ære, at Kronprinsessen har takket ja til at åbne årets udgave af Odense Blomsterfestival, der samtidig markerer, at nu begynder H.C. Andersen Festivals. Vi oplever Kronprinsessen som en fantastisk repræsentant og et unikt samlingspunkt for hele Danmark, og samtidig udviser hun som protektor en oprigtig interesse for det arbejde, der ligger bag Odense Blomsterfestival. Kronprinsessens projektion har en uvurderlig betydning for Odense Blomsterfestival, den danske gartneribranche og gartneruddannelserne,” siger direktør for H.C. Andersen Festivals Peter Bøgholm.

Kronprinsessen navngiver rose

Kronprinsessen har været protektor for Odense Blomsterfestival siden 2012, som hun besøgte allerede i 2006. Siden har hun som protektor deltaget ved flere lejligheder, og i år skal hun altså igen holde åbningstalen.

I forbindelse med åbningen vil Kronprinsessen navngive en ny rose med en helt særlig historie, ligesom hun vil komme rundt og blive præsenteret for nogle af blomsterfestivalens udstillinger og deltage i en reception på Odense Rådhus.

Åbningen af Odense Blomsterfestival finder sted på Flakhaven, torsdag den 18. august kl. 17.00-17.30.