Gratis blomster til alle: Festivaler og fond bag blomsterhappening

I næste uge deler Odense Blomsterfestival og H.C. Andersen Festivals 50.000 planter gratis ud på tre lokationer i Odense midtby. Blomsterhappeningen er doneret af E. Bøg Madsens Fond, der ønsker at hjælpe de lokale gartnerier.

I disse dage skulle der under normale omstændigheder have været afholdt Odense Blomsterfestival. Det har det verdensomspændende coronapandemi sat en stopper for, og det fik en idé til at spire hos en af festivalens store sponsorer, E. Bøg Madsens Fond.

Derfor vil Odense Blomsterfestival og H.C. Andersen Festivals fra torsdag 20. til lørdag 22. august uddele 50.000 planter til Odenses borgere og gæster ved en ekstraordinær blomsterhappening støttet af E. Bøg Madsens Fond.

Blomsterhappeningen kommer til at foregå på Flakhaven, Amfiscenen og Gråbrødre Plads, hvor der hver dag fra kl. 10.00 bliver delt gratis planter ud til alle forbipasserende. De 50.000 planter er købt ved nogle af de fynske gartnerier, der normalt støtter op om Odense Blomsterfestival.

”Vi fik idéen, fordi vi synes, at Odense fortjener en blomsterfestival hvert år, og fordi vi gerne vil støtte op om de lokale gartnerier. Sammen med Odense Blomsterfestival og H.C. Andersen Festivals kom vi så op med den her blomsterhappening,” siger Jens Bøg Madsen.

Som en del af blomsterhappeningen pynter de frivillige fra Odense Blomsterfestival og H.C. Andersen Festivals syv af byens statuer med blomster og pink tøj, som en reminder om, at de to festivaler vender stærkt tilbage i 2021.

”Selv om der desværre ikke bliver hverken Odense Blomsterfestival eller H.C. Andersen Festivals i år, vil vi gerne minde odenseanerne om, at vi stadig er her og glæder os til at komme tilbage næste år,” siger festivaldirektør Peter Bøgholm og tilføjer:

”Det er fantastisk, at E. Bøg Madsens Fond har doneret 50.000 blomster, som vi kan give videre til Odenses borgere og gæster. Der er helt sikkert mange, der i disse dage savner de to festivaler, så derfor glæder vi os også over, at vi ekstraordinært kan pynte byen med blomster og pink tøj og på den måde sende en kærlig hilsen til alle om, at vi vender stærkt tilbage i 2021.”

De 50.000 planter kommer fra Gartneriet PKM, Gartneriet Rosborg, Gartneriet Brolykke, Gartneriet Lundager, Gartneriet Schroll og By Growers.