| Hovedsponsor: |
 |
 |
| Partnere: |
 |
 |
|
| Gartneriet Hawaii |
 |
Er du den heldige ejer af en "hawaii-blomst"?
Så vil jeg gerne præsentere mig for dig. Mit navn er som sagt ´hawaii-blomst` eller på latin Hibiscus. Jeg er på grund af min skønhed blevet udnævnt til nationalblomst på Hawaii, hvor der findes mere end 2000 forskellige sorter. Jeg er blevet dyrket som prydplante igennem talrige år især på Hawaii. Mit fødested er tropisk Asien, hvor kolibrierne drak nektar af mine blomster.
Verdens smukkeste blomster
Der er mange grunde til, at du kan være glad for mig. Jeg er en kraftig, grøn busk med skinnende, mørkegrønne blade. Blomsterne er de smukkeste i verden. De er store og farvestrålende og findes i mange farver fra de sarteste pasteller til de stærkeste højrøde. Om sommeren, hvor der er masser af sollys, folder jeg næsten dagligt nye blomster ud. Du må godt plukke et par stykker af, lægge dem i en flot skål med vand og placere skålen på festbordet. Så er jeg med til at gøre det ekstra smukt.
Pasning
Solen er min bedste ven. Jeg elsker at bade mig i dens stråler og er derfor glad, hvis du stiller mig i et vindue eller tæt på et. Passer du mig godt, bliver jeg med tiden stor, jeg kan blive et par meter høj som på Hawaii og jeg vil glæde dig med mine blomster. Derfor er det nødvendigt, at mine rødder hvert år får mere plads i form af en større potte. Jeg bliver ekstra glad, hvis du vælger en flot potte, der passer til min form og blomsterfarve. Den pottemuld du planter mig i, skal helst være grov pottemuld, gerne blandet med lidt ler. Selv om jeg er en skønhed, er jeg hårdfør og nem at passe.
Jeg er også til udeliv
Jeg kan godt lide at tage på ferie udendørs i en krukke eller direkte udplantet i haven. Men jeg tåler ikke temperaturer under 12 grader. Min plads udendørs skal helst være solrig og beskyttet mod den voldsomme vind. Med mig i haven vil du drømme, at du er på Hawaii!
Vand er mit et og alt.
Da jeg er en livskraftig plante, har jeg brug for godt med vand fra forår til efterår. Vand mig helst hver 2. eller 3. dag, men hæld overskydende vand væk fra underskålen efter 10 minutters tid. Derefter må det øverste lag pottemuld tørre let ud, før du vander mig igen. For at jeg skal trives godt, skal mine rødder have masser af luft. Derfor skal der være luft mellem den potte, jeg er plantet i og potteskjuleren eller underskålen, som potten står i. Jeg tåler IKKE at blive plantet direkte ud i en potteskjuler. Om efteråret og vinteren vokser jeg ikke så meget. Derfor behøver jeg ikke at blive vandet så ofte . |



www.hawaii.dk |
|